Auriga Magasinet nr. 2, september 2005
Succes for New Commander trailersprøjten
Den nye trailersprøjte er kommet godt fra start med stor anerkendelse på internationale udstillinger – og med et godt salg på de markeder, hvor den foreløbig er frigivet.
Efter lanceringen af den nyudviklede store trailersprøjte på Agromek i januar blev New Commander allerede samme måned introduceret i det øvrige Skandinavien, Tyskland, England og Frankrig. Hen over sommeren er den blevet lanceret på en række eksportmarkeder, heriblandt Holland, Belgien, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Finland og Irland. Til efteråret vil en større udgave af sprøjten samt yderligere elektroniske features blive frigivet. Og endelig i foråret 2006 sker lanceringen af hele Commander-sortimentet i Nordamerika og Australien.
Stor anerkendelse på udstillinger
I januar fik New Commander på Agromek i Herning prisen som udstillingens mest innovative produkt anerkendt som 3-stjernet Europa-nyhed. På en af verdens største landbrugsmaskinudstillinger SIMA i Paris i februar fik Hardis franske datterselskab Hardi-Evrard hele tre medaljer, herunder en sølvmedalje for EasyClean sugefilteret på New Commander. Og på FIMA-udstillingen i Zaragoza i Spanien modtog Hardi i marts en medalje for innovation og sikkerhed. Alt sammen med til at understøtte Hardis position som førende sprøjtespecialist i Europa.
En begivenhed i landbrugsmaskinbranchen med særlig vægt på demonstration af marksprøjter er CEREALS-udstillingen i juni uden for London. Alle større sprøjtemærker er her samlet fra det meste af Europa og demonstreres tre gange dagligt for de mere end tyve tusinde fremmødte professionelle landmænd og indkøbere. Også her deltog Hardi i år med succes og under stor opmærksomhed med New Commander trailersprøjten.
Salg til nærmarkederne
Inden sprøjtesæsonen i foråret blev der leveret 60 New Commander trailersprøjter til kunder i Tyskland og Skandinavien. Tilbagemeldingerne er meget positive og centrerer sig især om det brugervenlige design og sprøjtens særlige SafeTrack styresystem. New Commander er nem at betjene og køre med, den følger traktoren 100% og er let at foretage vendinger med.
I efterårsmånederne følger de mange introduktioner, udstillinger, salg og levering til de indtil nu prioriterede markeder af flere eksemplarer af den nye store trailersprøjte. På Agritechnica-udstillingen i Hannover i november følger så næste trin i udviklingsprocessen: En New Commander med endnu større tankvolumen og yderligere features ud over de allerede frigivne.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (96 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (26 KB)
Øvrige artikler:
|