Auriga Industries A/S
dot
dot

Auriga Magasinet nr. 2, august 2006


Ny rektor for Aarhus Universitet


59-årige Lauritz B. Holm-Nielsen har stor international erfaring fra blandt andet toppost i Verdensbanken gennem 12 år.

 

I de næste fem år står Lauritz B. Holm-Nielsen som rektor for Aarhus Universitet i spidsen for Aurigas hovedaktionær Aarhus Universitets Forskningsfond. Han kommer fra en stilling i Verdensbanken i Washington, hvor han de seneste 12 år har arbejdet med strategier for landene i den tredje verden for videregående uddannelse og forskning samt været hovedarkitekten bag milliard-investeringer i Latinamerika.

 

Lauritz B. Holm-Nielsen, der stammer fra Fanø, er uddannet biolog fra Aarhus Universitet og var fra 1975-1986 lektor ved Botanisk Institut på netop dette universitet. Han blev i øvrigt allerede som 29-årig udnævnt til dekan ved Det Naturvidenskabelige Fakultet som det første af en lang række tillidshverv.

 

- Jeg har altid interesseret mig meget for tropebiologi – for artsrigdommen og tilstan-den i disse områder. Derfor valgte jeg at rejse til Ecuador i Sydamerika, og det var under det ophold, at jeg også fik interesse for hele udviklingen i udviklingslandene, fortæller Lauritz B. Holm-Nielsen.

 

Midt i 80’erne var han formand for Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd.

 

- Vi indså, at vi i Danmark skulle uddanne flere forskere. Imidlertid var der ikke tillid til, at universiteterne hurtigt nok kunne opprioritere dette område, og derfor blev Forskerakademiet etableret, oplyser rektor, der fra 1986 til 1993 var rektor for dette akademi.

 

Lauritz B. Holm-Nielsen var blandt andet med til at indføre ph.d.-uddannelsen.

 

- Det har været en glæde for mig at kunne konstatere, at vi fra starten har øget antallet af uddannede ph.d.er fra 170 til nu cirka 1.000 om året. Mit mål er, at dette antal skal fordobles i de kommende år, og her skal Aarhus Universitet spille en central rolle, siger rektor.

 

Nye udfordringer

Lauritz B. Holm-Nielsen fortsatte i 1993 sin karriere med en ansættelse hos Verdensbanken, der havde brug for hans kompetencer. Verdensbanken har omkring 12.000 ansatte.

 

- Det var et interessant job med store udfordringer. Verdensbanken er jo en kreditforening, der er uafhængig af den internationale ulandshjælp. Det er overskuddet fra bankens almindelige drift, som populært sagt overføres til en kasse, som verdens allerfattigste lande så kan låne af. Derfor skal der udformes en overordnet politik for blandt andet uddannelsessystemet i disse lande, så man dernæst kan søge midler til de konkrete projekter. Det er en meget kompliceret proces, men det har været en særdeles spændende opgave at være med til at løse, siger Lauritz B. Holm-Nielsen.

 

Han har blandt andet haft ansvaret for at formulere strategierne for de videregående uddannelser i hele Sydamerika samt at få en række konkrete projekter i de enkelte lande finansieret og gennemført. Ligeledes har han sat sit aftryk på store uddannelsesreformer i blandt andet Iran, Rumænien og Indonesien.

 

- Jeg skulle blandt andet overbevise økonomerne i Verdensbanken om, at det var rigtigt at investere i uddannelse og forskning. Projekterne varede typisk fem år, men vi kunne se, at det nyttede, siger rektor.

 

Via sine tillidshverv i internationale råd og bestyrelser har han samtidig et stort kendskab til landbrugsforskningen, der danner grundlaget for blandt andet Cheminovas indsats i det globale marked.

 

Hjem til Danmark

Helle og Lauritz B. Holm-Nielsen var dog aldrig i tvivl om, at de ville vende hjem til Danmark.

 

- Jeg blev opfordret til at søge rektorstillingen, og jeg glæder mig til i de næste fem år at stå i spidsen for et universitet, der i de kommende år skal stræbe efter at blive et af de mest attraktive forsknings- og uddannelsesmiljøer i Europa, siger den nye rektor.

 

Helle og Lauritz B. Holm-Nielsen har tre voksne børn. Den ældste søn er uddannet biolog, mens den yngste søn bor i USA og netop er blevet ansat i Verdensbankens regi. Parrets datter er uddannet i statskundskab.

 

Artiklen fra Magasinet kan hentes her  .pdf (306 KB)

Teksten fra artiklen kan hentes her  .doc (28 KB)


Øvrige artikler:


Produktionsanlæg til svampemidler

Uddrag fra delårsrapporten for 1. halvår 2006 – Auriga

Flere Skamol-produkter til aluminiumindustrien

Verdens største serie-producerede trailersprøjte

Bedre økonomi via outsourcing og automatisering

Debatten om globalisering er vigtig

Ny rektor for Aarhus Universitet

Viden, forskning og uddannelse skal sikre Danmarks internationale position

Forskning, grøn revolution og globalisering

Auriga Magasinet nr. 2, august 2006


Forsiden Aktionærinformation Auriga Magasinet Ny rektor for Aarhus Universitet

dot Søgning dot Siteindeks dot Sitemap dot Printversion dot Hjælp dot
dot
Auriga Industries A/S Postboks 9
DK-7620 Lemvig
Tel. +45 7010 7030
Fax +45 7010 7031
info@auriga.dk Disclaimer notice
Website info