Auriga Magasinet nr. 1, Juni 2007
Generalforsamling i Auriga
Debat om Cheminovas Corporate Social Responsibility gav to timer lang generalforsamling.
Med 130 deltagere i Aurigas generalforsamling tirsdag den 24. april var aktionærernes interesse for arrangementet på samme niveau som de seneste par år. Kun var der større fremmøde end normalt fra pressens side, idet TV/Midt-Vest og TV2/News var mødt frem for sammen at kunne sende direkte fra området på Rønland. Baggrunden for interessen var et forslag stillet af Frank Aaen på vegne af Foreningen af Kritiske Aktionærer med krav om omgående stop for Cheminovas salg af de mest giftige insektmidler. Diskussionen på generalforsamlingen viste sig da også at blive noget længere end vanligt, resulterende i at den samlede generalforsamling blev på lige godt to timer.
Debat om CSR og udfasning Generalforsamlingen fulgte den sædvanlige dagsorden med bestyrelsesformand Povl Ulrik Skifters fremlæggelse af bestyrelsens beretning, administrerende direktør Bjørn Albinus’ fremlæggelse af årsrapporten samt beslutning om udbetaling af udbytte som de første tre dagsordenspunkter.
Som det ofte har været tilfældet på Aurigas generalforsamlinger, kvitterede både Aarhus Universitets Forskningsfond, ATP og LD på formandens beretning med tilkendegivelse af diverse synspunkter, herunder også kommentarer til Cheminovas Corporate Social Responsibility Rapport offentliggjort på selskabets hjemmeside den 12. april samt holdningen til forslaget om omgående udfasning. Alle tre storaktionærer begrundede tillige, hvorfor de ved en eventuel afstemning senere på dagsordenen ville stemme imod forslaget fra Frank Aaen.
Efter en længere udveksling af synspunkter, hvori foruden Povl Ulrik Skifter og Bjørn Al-binus også forslagsstilleren og yderligere en aktionær foruden næstformanden for Aurigas bestyrelse Ole Steen Andersen deltog, fik de første tre dagsordenspunkter generalforsamlingens enstemmige tilslutning.
Efter at selskabets store aktionærer havde tilkendegivet, at de ikke kunne stemme for Frank Aaens forslag, frafaldt forslagsstilleren ønsket om afstemning.
Nyvalg til bestyrelsen De sidste dagsordenspunkter med valg af medlemmer til bestyrelsen, valg af revisor og forslag fra bestyrelse og aktionærer blev alle hurtigt afviklet. Povl Ulrik Skifter, Ole Steen Andersen, Povl Krogsgaard-Larsen og Ernst Lunding var på valg. Povl Ulrik Skifter afgik på grund af alder, og Ole Steen Andersen, Povl Krogsgaard-Larsen og Ernst Lunding blev genvalgt, mens Karl Anker Jørgensen blev nyvalgt til bestyrelsen. To af de tre medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen, Helle Krøll og Bjarne Damgaard, blev samtidig afløst af Allan Oskar Jakobsen og Kenneth Bro. Som revisor genvalgtes Deloitte, statsautoriseret revisionsaktieselskab.
Forslagene om bemyndigelse for bestyrelsen til at erhverve egne aktier og om ændring af vedtægterne blev vedtaget. Forslaget om at opfordre Cheminova til straks at udfase produktion og salg af alle klasse I produkter fik ikke opbakning og blev derfor ikke sat til afstemning.
Som afslutning på generalforsamlingen blev såvel den afgående formand for Aurigas bestyrelse Povl Ulrik Skifter som den tidligere administrerende direktør Mogens Nehen-Hansen hyldet for deres mangeårige indsats for koncernen.
Bestyrelsen konstituerede sig med koncerndirektør Ole Steen Andersen som formand og professor Povl Krogsgaard-Larsen som næstformand.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (74 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (27 KB)
Øvrige artikler:
|