Auriga Magasinet Arkiv
Skandinavisk centralisering med bedre kvalitet og kundeservice
Hardi centraliserer sin skandinaviske salgsorganisation i Tåstrup og udbygger samtidig sin fabrik i Nørre Alslev på Falster. Fra 1. august 2001 vil al færdigmontage til det danske og svenske marked foregå i Nørre Alslev.
Landbrugserhvervet i Skandinavien - specielt det danske og det svenske - har de seneste år været igennem en kraftig omstillingsproces. Landbrugsbedrifterne bliver større og mere professionelle - og der bliver færre af dem.
- Det har ikke, som man måske skulle tro, betydet en nedgang i omsætningen for Hardi International A/S, men derimod en væsentlig nedgang i antallet af solgte sprøjter, siger Jens Brylle, der er skandinavisk salgsdirektør i Hardi. - De sprøjter, der er solgt, er væsentligt mere komplekse og dyrere end de sprøjter, der tidligere blev solgt til danske og svenske landmænd.
Især Hardis Twin system udstyr er der stor efterspørgsel efter på grund af den øgede kapacitet, muligheden for at reducere doseringen, samt endelig den meget mere præcise udbringning af beskyttelsesmidlerne - med et forbedret miljø til følge.
Hardi i Skandinavien - før og nu
Hardi har igennem mange år betjent danske og svenske landmænd fra lokationer i Fredericia, Nørre Alslev på Falster og Eksjö i Sverige. Det var hensigtsmæssigt, fordi antallet af sprøjter var højt, sprøjterne var enkle og både den mentale og fysiske afstand mellem Nordsverige og Sønderjylland var stor.

I slutningen af 2000 besluttede Hardi at centralisere sine dansk-svenske aktiviteter, da broer og øget kommunikation har afkortet afstandene, og behovet for centraliseret og specialiseret viden har vist sig.
Der er derfor ved at blive oprettet et centralt salgs- og supportkontor i Taastrup med både svenske og danske medarbejdere og et logistik- og montagecenter i Nørre Alslev. En ny montagehal til at færdigmontere og teste sprøjter er under etablering i Nørre Alslev, så de er klar til levering. Bygningerne i Fredericia er sat til salg og lejemålet i Eksjø er opsagt.
Klare fordele
Omstruktureringen af den skandinaviske organisation medfører en række fordele for både Hardi og virksomhedens distributører og forhandlere. Som de væsentligste anfører Jens Brylle:
- Simplere logistisk flow af varer
- Færre håndteringer af varer
- Reduktion af lagre
- Centraliseret specialiseret viden
- Større montagevolumen af ens enheder
- Lavere omkostninger
- Bedre synergi i både salg, service og det operationelle led.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her AM-2001-1-s10.pdf (179 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her Omstrukturering af Hardi.doc (25 KB)
Øvrige artikler:
|