Auriga Magasinet Arkiv
Svampemidler nyt forretningsområde for Cheminova
Med købet for nylig af den globale forretning omkring svampemidlet flutriafol er Cheminova for alvor på vej ind i den sidste femtedel af pesticidmarkedet, hvor virksomheden hidtil ikke har været repræsenteret med egne produkter.
Med købet for nylig af Syngentas plantebeskyttelsesmiddel flutriafol har Cheminova A/S bevæget sig ind i den sidste store del af pesticiderne. Flutriafol er nemlig et svampemiddel (fungicid), og svampemidler udgør omkring 1/5 af det totale pesticidmarked.
- De områder af pesticiderne, hvor Cheminova allerede er godt repræsenteret, er insektbekæmpelsesmidler (insekticider) og ukrudtsbekæmpelsesmidler (herbicider), der udgør henholdsvis 1/4 og 1/2 af det globale marked for plantebeskyttelsesmidler, forklarer marketingchef Lars-Erik Kruse Pedersen. - Blandt svampemidlerne hører flutriafol i øvrigt til i en af de markedsmæssigt stærke produktgrupper, triazolerne, der med en årsomsætning på 1,2 milliarder USD tegner sig for ca. 1/5 af fungicidmarkedet.
Flutriafol godt indarbejdet
Flutriafolprodukterne er velkendte og godt indarbejdede produkter over det meste af verden. De er godkendt af myndighederne i mere end 50 lande og anvendes til såvel bladsprøjtning som frøbejdsning og jordbehandling. Cheminova forventer at opnå en årlig omsætning på omkring 20 millioner USD.
- Rust, septoria og bladplet er eksempler på plantesygdomme, der kontrolleres ved bladsprøjtning, medens bejdsning af frø især beskytter mod en række brandsygdomme, siger agronom Henrik Schlosser. - Det anvendes primært i afgrøder som korn, raps, majs og sukkerroer.
Henrik Schlosser tilføjer, at flutriafol som kemisk stof har meget lav giftighed over for dyr og planter, og dette kombineret med produktets markante evne til at blive transporteret rundt i planterne gør stoffet velegnet til kontrol af svampesygdomme i betydende afgrøder over store dele af verden. Markederne er primært at finde i Vest- og Østeuropa, sammenslutningen af de tidligere russiske stater, SNG. samt Australien og Latinamerika.
Derfor solgte Syngenta
- At Cheminova i det hele taget kunne købe Syngentas svampemiddelforretning omkring produktet flutriafol var lidt af en appelsin i turbanen, fortæller Lars-Erik Kruse Pedersen, fordi erhvervelsen af denne forretning giver Cheminova en hurtig global adgang til markedet for svampemidler. Syngenta var tvunget til at sælge nogle specifikt udpegede produktområder, heriblandt flutriafol, til deres konkurrenter i branchen, hvis de skulle opnå EU-kommissionens godkendelse af den fusion, der ligger bag dannelsen af Syngenta. (Syngenta består af det tidligere novartis Agribusiness og Zeneca Agrochemicals).
- Og det kan vi i Cheminova bestemt kun være glade for. Flutriafol er ganske vist kun et mindre, men særdeles udmærket svampemiddel. Vi mener, at det har et uudnyttet potentiale i visse markeder. Desuden er det vores hensigt at introducere flere svampemidler, så vi som virksomhed får en endnu stærkere position også på fungicidmarkedet, slutter Lars-Erik Kruse Pedersen.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her AM-2001-1-s11.pdf (100 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her Svampemidler et nyt forretn.doc (24 KB)
Øvrige artikler:
|