Auriga Magasinet Arkiv
Selvkørende marksprøjte på skimmeljagt i Lammefjorden
Den første selvkørende store Hardi Alpha Twin Force marksprøjte i Danmark er i foråret leveret til Aspagården ved Fårevejle. Her bruges den - flere meter under dagligt vande - til intensiv skimmelsprøjtning i gårdens 80 hektar med kartofler.
Gårdejer Karl Strandhauge er en ivrig kartoffeldyrker. 80 hektar af den flade Lammefjordsjord 3½ meter under dagligt vande har han under plov med kartofler. Hertil kommer yderligere 150 hektar med vinterhvede, 50 hektar med vårhvede, 30 hektar med byg og 30 hektar med rajgræs - alt i alt 350 hektar.
Skimmelsprøtning i kartofler
Det er først og fremmest kartoffelavlen, der er baggrunden for gårdejerens køb af den nye selvkørende Hardi Alpha Twin Force 3.400 liters marksprøjte med den 28 meter store Twin Force sprøjtebom med to blæsere.
- Vi har 80 hektar med kartofler, og når der er behov for skimmelsprøjtning, så skal det helst ske meget hurtigt. Vi har mange sorter, som f.eks. aspargeskartofler, der er meget følsomme over for skimmel. I den tid, hvor det er rigtig galt, kører vi hver 4. eller 5. dag, forklarer Karl Strandhauge. - Den nye sprøjte har en god kapacitet, er hurtig at køre med og vender hurtigt ved enderne. Samtidig kan vi have meget vand med, så vi ikke skal hjem og fylde så tit.
Får sprøjtet godt og i en fart
Hardi-sprøjten er den første i "den store serie" med beholderstørrelser på 3.400 og 4.100 liter. Den har ligesom tidligere Alpha’er jævn vægtfordeling i både tom og fyldt tilstand, stor frihøjde, affjedrede aksler for høj sprøjtehastighed, hydrostatisk transmission med tohastighedsmotorer samt firehjulsstyring med automatisk ligestilling af baghjulene. Sprøjten er udstyret med den nye Nova sprøjtecomputer med automatisk indstilling af luftmængde og vinkling af Twin systemet under frem- og tilbagekørsel i marken.
Om erfaringerne med sprøjten siger Karl Strandhauge: - Der er utroligt mange tekniske ting i den, men dem går vi ikke og tænker på i hverdagen. I starten var der lidt børnesygdomme med computeren, men nu kører det alt sammen meget, meget fint. Det, der for os betyder noget, det er, at vi får sprøjtet - det gør vi i en fart og vi får sprøjtet godt!
At sprøjten er luftassisteret er ikke nyt for gårdejeren, det har han kørt med i mange år. Det gør, at man kan mindske mængden af aktivstof lidt og ligesådan med vandet.
Det er ikke kun i Lammefjorden, at der høstes gode erfaringer med den selvkørende sprøjte. I Frankrig mener man, at effektiviteten i marken er op til 25% højere med en selvkørende sprøjte, når der sammenlignes med en kombination af traktor og bugseret sprøjte.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (125 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (21 KB)
Øvrige artikler:
|