Auriga Magasinet nr. 2, september 2004
Bedste halvårsregnskab nogensinde
Fremgang i alle tre datterselskaber
Med en omsætningsfremgang på 12% til 2.720 mio. kr. og et resultat før skat på 355 mio. kr. - en stigning på 134% i forhold til 1. halvår 2003 - blev 1. halvår 2004 det bedste nogensinde for Auriga-koncernen.
Det gode resultat skyldes især et meget stærkt halvår for Cheminova, men også Hardi og Skamol opnåede tilfredsstillende resultater.
- Koncernens indtjening er steget betydeligt mere end omsætningen. Det bevirker, at overskudsgraden (EBIT) er steget til 14% mod 9% i samme periode sidste år. Koncernen er blevet mere værdiskabende, så resultatet pr. aktie (EPS) er steget til 8,9 kr. mod 4,2 kr. i 1. halvår 2003, forklarer administrerende direktør Mogens Nehen-Hansen fra Auriga.
Forbedrede konjunkturer
Cheminova opnåede et resultat før skat på 327 mio. kr., og det er en stigning på 89% i forhold til 1. halvår 2003 og væsentligt bedre end forventet.
Fremgangen skyldes blandt andet, at verdensmarkedspriserne på en række afgrøder i landbruget fortsat er høje. Landmænd har derfor stor interesse i at beskytte afgrøderne mod skadevoldere.
1. halvår 2004 var endvidere præget af gunstige vejrforhold, og generelt steg den globale omsætning af plantebeskyttelsesmidler efter en række år med fald.
Med et godt produktprogram og salgsdatterselskaber i de vigtigste landbrugslande har Cheminova fuldt ud været i stand til at drage fordel af de forbedrede markedsforhold.
Hardi har også været begunstiget af de forbedrede forhold for planteavlerne, der blandt andet har resulteret i en større investeringslyst. Hele landbrugsmaskinbranchen oplever generelt en stigende omsætning.
På Hardis tre største markeder - Frankrig, Nordamerika og Australien - har der været et stigende salg og stigende ordreindgang.
Hardis omsætning i 1. halvår udgjorde 570 mio. kr., hvilket er en stigning på 13%. Resultatet før skat blev 39 mio. kr. mod 1 mio. kr. sidste år.
Skamols halvårsresultat blev væsentligt bedre end i 2003 - og noget bedre end forventet. Omsætningen steg med 9% til 109 mio. kr., mens resultatet før skat blev 7 mio. kr. mod -7 mio. kr. sidste år.
Skamol har som følge af forbedrede konjunkturer øget afsætningen af moler- og perlitsten til cement- og aluminiumindustrien. Selskabet har også haft en stigende afsætning af kalciumsilikat til blandt andet højtemperaturindustrien.
Forventningerne
Auriga forventer for 2. halvår en omsætning og en indtjening på samme niveau som 2. halvår 2003.
- På baggrund af det gode resultat for 1. halvår opjusterer vi forventningerne til det samlede resultat for 2004 til en omsætning på ca. 4,9 mia. kr. og et resultat før skat på ca. 380 mio. kr. Forventningerne til resultatet var ved årets start ca. 230 mio. kr., siger Mogens Nehen-Hansen
Cheminova forventer en omsætning på ca. 3,7 mia. kr. og et resultat før skat på lidt under 400 mio. kr. for hele 2004. Hardi forventer et underskud i 2. halvår, så årsomsætningen forventes at blive ca. 940 mio. kr. og resultatet før skat for 2004 ca. 10 mio. kr. Skamol forventer en omsætning på ca. 210 mio. kr. og et resultat før skat på ca. 5 mio. kr. for hele 2004.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her AM-2004-2-s18-19.pdf (841 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her Bedste halvaarsregnskab nogensinde.doc (24 KB)
Øvrige artikler:
|