Auriga Magasinet nr. 2, september 2004
Skamol har store forventninger til branddørsprojekt
Sammen med to nordjyske forretningsmænd vil Skamol indlede produktion og salg af branddøre og marinepaneler inden udgangen af 2004.
Sidst på året starter produktionen af branddøre og marinepaneler på virksomheden NCM Core A/S, der ligger i Vester Hassing ved Aalborg. Bag denne nye virksomhed står Skamol samt de to nordjyske forretningsmænd Henning Høybye-Jensen og Poul Møller, der har mange års erfaring fra træindustrien.
Skamol ejer 40% af aktierne i NCM Core, mens de to nordjyske partnere hver ejer 30% af aktierne.
- Skamol er efter nogle vanskelige år klar til at indlede markedsføringen inden for brandsikring, som er vort nye forretningsområde. Vore produkter vil med gennemførelsen af de nye fælles godkendelsesstandarder i EU opfylde et stort behov i markedet, og vi forventer, at omsætningen i løbet af få år runder 50 millioner kroner i det nye selskab, siger administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund fra Skamol.
Den lave vægt
I flere år har Skamol investeret både økonomiske og mandskabsmæssige ressourcer i udviklingen af branddøre og marinepaneler, der har en kerne af kalciumsilikat. De brandsikre kalciumsilikatplader har stor styrke, og samtidig er vægten på den færdige branddør betydeligt mindre end de eksisterende produkter på markedet.
- Det betyder, at vi med de godkendelser, der foreligger nu, kan tilbyde råbranddøre til dørproducenter med 60 og 90 minutters brandgodkendelser i hele Europa og Nordamerika efter de nye standarder. Den færdige branddør kan laves som en trædør i trækarm, så man bliver fri for de traditionelle tunge branddøre i stål eller i stålkarme. Det giver arkitekter, bygherrer og håndværkere nye muligheder i denne sektor. Det er heller ikke uvæsentligt, at vores nye produkter ligner helt almindelige døre, pointerer Kurt Pedersen Kaalund.
Også i blandt andet den maritime sektor med hele skibsindustrien forventes det lettere materiale i marinepaneler at resultere i stor interesse i markedet.
Fremtidssikret
Kalciumsilikatpladerne, der anvendes som kerne i branddøre og marinepaneler, produceres på Skamols fabrik på Branden i Salling, som blev væsentligt udvidet for et par år siden.
Den nye fabrik NCM Core i Vester Hassing, hvor råbranddøre og paneler skal produceres, vil i starten beskæftige en halv snes medarbejdere med et produktionsareal på ca. 2.000 m².
- Både på Branden og i Vester Hassing er det muligt at udvide produktionen, såfremt vore forventninger til branddørsprojektet bliver indfriet, slutter Kurt Pedersen Kaalund.
- Vi forventer, at omsætningen i det nye selskab vil runde 50 mio. kr. i løbet af få år, siger administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund.
Branddørene skal igennem en række tests for at opnå de endelige godkendelser. Også marinepaneler kontrolleres og testes, før de sendes på markedet.
Kapaciteten på Branden (billedet) blev udvidet væsentligt for et par år siden. Selve branddørene færdiggøres på den nye virksomhed NCM Core i Vester Hassing ved Aalborg.
I kraft af den lave vægt på kernen i de nye branddøre vejer den færdige dør fra NCM Core betydeligt mindre end de eksisterende produkter på markedet. Den nye branddør kan derfor laves som en almindelig trædør med trækarm.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (148 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (24 KB)
Øvrige artikler:
|